Kvindehistorierne står stærkt på Theatre of Voices Festivals anden koncertdag.
Den grønlandske komponist Arnannguaq Gerstrøm åbner koncerten med et helt nyt værk ’Niviarsiaq’, som er Grønlands nationalblomst. Niviarsiaq betyder også "ung pige" – og teksten folder sig ud som en fortælling om kvindeliv. ’’Fra håbets spæde spirer i barndommens skygger, over den åbne kærligheds sårbarhed, til det uundgåelige møde med tab, og den kraftfulde transformation, der følger med. Kvinden er ikke blot offer for stormen – hun er stormen.’’
Dirigent og komponist Phillip Faber præsenterer en suite af satser, hvor ’Through ice-cold water’ også har grønlandske aner i myten om Sedna, den unge ulykkelige kvinde, der bliver til Sassuma Arnaa - Havets Moder. Hertil en samling satser til tekster af centrale danske digtere som Inger Christensen – i engelske oversættelser. Det er uropførelser skrevet til et projekt med Theatre of Voices i 2026.
Den anden del af programmet er sammensat af virtuose satser af den nederlandske Guillaume Dufay til den hellige jomfru Maria og 1200-tals kærlighedssange om Robin og Marion.
Arnannguaq Gerstrøm (1977- ) | Niviarsiaq - uropførelse
Phillip Faber (1984) - uropførelser
So here I stand
Under the sea
Through ice-cold water (Sedna)
What doesn't kill you
Hey what's up
The unmistakeable
The eternal three
-
Guillaume Dufay (1397-1474) | Alma redemptoris
Anon. C13 | Sancta Mater gracie/Dou way Robin
Guillaume Dufay | Flos florum
Adam de la Halle C13 | Robin m'aime
Anon. C13 | Trois Sereus
Guillaume Dufay | Vergene Bella
Anon. C13 | Clap Clap/ Sus Robin
Guillaume Dufay | Lamentatio
Programnoter - Arnannguaq Gerstrøm
INSPIRATION TIL TEKSTEN
Naasunnguaq – den lille blomst, der nægter at forsvinde
Naasunnguaq betyder lille blomst – en sart størrelse, der alligevel bærer en indre kraft større
end sin egen krop. I værket er det Niviarsiaq, den grønlandske nationalblomst, der står som
symbol: en arktisk skabning, der trodser klimaets ubarmhjertighed og tvinger skønheden frem
af kuldens favntag. Den blomstrer, ikke på trods af mørket, men med mørket som baggrund.
Hendes rejse gennem digtets cyklus er både konkret og symbolsk – hun spirer, åbner sig,
falmer, hviler – og genopstår. Niviarsiaq er ikke kun naturens barn, men dens modige stemme.
Niviarsiaq – ung pige i blomstring og modstand
Niviarsiaq betyder også "ung pige" – og således folder digtet sig ud som en fortælling om
kvindeliv. Fra håbets spæde spirer i barndommens skygger, over den åbne kærligheds
sårbarhed, til det uundgåelige møde med tab, og den kraftfulde transformation, der følger
med. Kvinden er ikke blot oCer for stormen – hun er stormen. Og når hun dvaler, gør hun det
ikke i glemsel, men i kraftopladning. Hver del af cyklussen rummer en ny fase i et kvindeliv:
spiren, blomstringen, forfaldet og den skjulte styrke i mørket. Det er en fortælling om at blive
til, at miste sig selv, og at finde tilbage – i en ny form.
En stille frihedssang – mellem nation og individ
Under digtets lag af natur og blomstring gemmer der sig en understrøm af modstand og
frigørelse. Det er en stilfærdig, men stædig stemme, der nægter at blive ejet. Ligesom
blomsten nægter at bukke helt under for vinden, og kvinden nægter at lade sin skønhed blive
defineret udefra, er der en diskret protest i teksten. Den taler med naturens sprog om noget
større: et lands selvforståelse, et folks iboende ret til ikke at blive defineret udefra. Når magt
rækker ud med kolde hænder, fremstår værket som en poetisk insisteren på indre lys. Det er
ikke et råb, men en hvisken, der nægter at dø.
Cirklen – en cyklisk fortælling om natur, liv og genkomst
Værket er bygget som en cyklus – en form, der spejler naturens evige kredsløb. Det begynder
og slutter med spiren, som var intet slutpunkt nogensinde endegyldigt. Årstiderne glider
gennem teksten som et stille urværk: vinter, sommer, efterår, mørke og lys. Men det er også en
menneskelig cyklus – barndom, ungdom, modenhed, dvale – og måske genfødsel. Her taler
værket om det arktiske landskab som et billede på menneskelivet selv: voldsomt, blidt,
sårbart og stærkt. Det handler om at finde sin vej – ikke én gang, men igen og igen.
INSPIRATION FOR THE TEXT
Naasunnguaq – the little flower that refuses to disappear
Naasunnguaq means small flower – a delicate size that nevertheless carries an inner power greater than its own body. In the work, it is Niviarsiaq, the Greenlandic national flower, that stands as a symbol: an Arctic creature that defies the mercilessness of the climate and forces beauty out of the embrace of the cold. It blooms, not despite the darkness, but with the darkness as a backdrop. Her journey through the poem’s cycle is both concrete and symbolic – she sprouts, opens, fades, rests – and is resurrected. Niviarsiaq is not only a child of nature, but its courageous voice.
Niviarsiaq – a young girl in bloom and resistance
Niviarsiaq also means “young girl” – and thus the poem unfolds as a story about a woman’s life. From the tender sprout of hope in the shadows of childhood, to the vulnerability of open love, to the inevitable encounter with loss, and the powerful transformation that comes with it. The woman is not just a victim of the storm – she is the storm. And when she slumbers, she does not do so in oblivion, but in power charging. Each part of the cycle contains a new phase in a woman's life: the sprout, the blossom, the decay and the hidden strength in the darkness. It is a story of becoming, losing oneself, and finding oneself again – in a new form.
A quiet song of freedom – between nation and individual
Underneath the poem’s layers of nature and flowering, there is an undercurrent of resistance and liberation. It is a quiet but stubborn voice that refuses to be owned. Just as the flower refuses to completely succumb to the wind, and the woman refuses to let her beauty be defined from the outside, there is a discreet protest in the text. It speaks with the language of nature about something greater: a country’s self-understanding, a people’s inherent right not to be defined from the outside. When power reaches out with cold hands, the work appears as a poetic insistence on inner light. It is not a cry, but a whisper that refuses to die.
The circle – a cyclical tale of nature, life and rebirth
The work is built as a cycle – a form that reflects nature’s eternal cycle. It begins and ends with the bud, which was never definitive. The seasons slide through the text like silent clockwork: winter, summer, autumn, darkness and light. But it is also a human cycle – childhood, youth, maturity, hibernation – and perhaps rebirth. Here the work speaks of the Arctic landscape as an image of human life itself: violent, gentle, vulnerable and strong. It is about finding one’s way – not once, but again and again.
Programnoter - Phillip Faber
Jeg har skrevet mig ind til en vokal tone, som bliver præsenteret første gang i disse værker. Inger Christensens køligt konstaterende og strengt opbyggede So here I stand (Her står jeg så) kalder på en tilsvarende vedvarende enkelhed, mens Under the sea fungerer som et præ-ekko til Through ice-cold water fra det større værk Sedna, som får premiere næste år, hvor faderen skærer sig gennem de iskolde bølger i sin kajak for at redde sin datter Sedna. Interludiet What doesn’t kill you består i sin enkelhed af de færdiggørelser af sætningen “What doesn’t kill you –“, som søgemaskinen Google gav mig. Det eneste udsagn, der ikke indgår i satsen er “-makes you stronger”. En humoristisk og lys tone, som fortsættes i Caspar Erics digt Hey what’s up, little butterfly friend (Hey, hvad så, lille Takvinge-ven), hvorefter Per Højholts umiskendelige solsort bringer os til Tove Ditlevsens ikoniske tekst om de evige tre. Her præsenteret i en lagdelt tekstur, der understreger klarsynet i indsigten, også selvom den er trist. Altsammen i et tonesprog, som er enkelt, melodisk båret, men dog med en kompleksitet, der løfter linjerne ud af historien og ind i nutiden.
(I have written myself into a vocal tone that is first introduced in these works. Inger Christensen’s coolly observational and rigorously constructed So here I stand calls for a similarly persistent simplicity, while Under the sea functions as a pre-echo to Through ice-cold water from the larger work Sedna, which will premiere next year — where the father cuts through the icy waves in his kayak to save his daughter Sedna. The interlude What doesn’t kill you consists, in its simplicity, of completions of the phrase “What doesn’t kill you –” as suggested by the search engine Google. The only response not included in the movement is “–makes you stronger.” A humorous and bright tone that continues in Caspar Eric’s poem Hey what’s up, little butterfly friend, after which Per Højholt’s unmistakable blackbird leads us into Tove Ditlevsen’s iconic text about the eternal three. Here presented in a layered texture that underscores the clarity of the insight — even if it is sorrowful. All expressed in a musical language that is simple, melodically driven, yet with a complexity that lifts the lines out of history and into the present.)
https://billetto.dk/e/theatre-of-voices-festival-gronland-danmark-om-hab-og-myter-billetter-1299959
Theatre of Voices
Else Torp, Kate Macoboy
Anna Caroline Olesen, Laura Lamph
Paul Bentley-Angell, Jakob Skjoldborg,
Jakob Bloch Jespersen, William Gaunt
Paul Hillier, kunstnerisk leder
Følg med på FB og www.theatreofvoices.com
23. juni Åben prøve 11.30-15.00 - Trinitatis Kirke (gratis)
25. juni Åben prøve 11.30-15.00 - Trinitatis Kirke (gratis)
26. juni Åbningskoncert 19.30: Meditation & århundreder af klang - Trinitatis Kirke
27. juni Koncert 19.30: Grønland & Danmark – om håb & myter - Trinitatis Kirke
28. juni Københavnsk Salon - en ’teaterkoncert’: USA & Danmark - Koncert Kirken
29. juni Salon på Tuse Næs: Historisk Salon - Hørbygaard Gods
29. juni Koncert: Messe & efterklang - Hørby Kirke (gratis)
Theatre of Voices Festival støttes af Augustinus Fonden, Gangstedfonden, Knud Højgaards Fond, Korsangernes fællesråd m.fl. Theatre of Voices er Specialensemble under Statens Kunstfond 2023-27.
Graphic design: Denise Burt