Sublime lyde

Festival lukkede med Sublime Lyde
5 out of 6 stars. 
Theatre of Voices. Bygningskulturens Hus, lørdag.
Link for review, click here

Tre sangere gøede. De muhede, rappede, støjede som en motorcykel, gokkede, nøs, sagde bang og boing og meget andet som lydsiden til en imaginær tegneserie.

Avantgardemusik er let at gøre grin med. Når hverdagslyde alvorligt og højtideligt sættes i scene som kunst. Måske derfor er genren bedst, når den også tør grine ad sig selv.

Præcis det er sangkvartetten Theatre of Voices eminent til. På sidstedagen af årets Gong-festival i København gav de en time til festivalen med ny og halvgammel avantgarde, der balancerede ubesværet mellem noget virkelig smukt, noget rigtig anderledes, noget morsomt og noget meget kunstfærdigt. Musik til at nyde, lade sig overraske af, grine ad og blive imponeret over. Og hvad har man egentlig mere brug for?

Helt specifik havde dirigent og kunstnerisk leder for det lille sangforetagende Paul Hillier sat tre korte sange af John Cage over for to værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Det ene skrevet til egen 80-års fødselsdag, ’Song’ i 2012, det andet, ’On One Note’, helt nyt. Og så, som en lille kuriøs fætter til de kendte komponister, avantgardesangeren Cathy Berberians tegneseriekomedie ’Stripsody’. Det var den med alle dyrelydene.

Fuldtonet avantgarde
Kigger man tilbage på den seneste uges programmer på festivalen, ser det ud til, at det ikke kun er navnet, fra Wundergrund til Gong Tomorrow, der er ændret i år.

Fra at være en begivenhed med en mission om at lade unge komponister gå i clinch med kolleger fra andre genrer ligner det nu en fuldtonet avantgardefestival.

Det er da bare helt i orden, når der nu er så meget godt at hente i avantgarden. Men det er vel også risky business for et foretagende, som netop høstede sin succes – og de fulde huse – i en del år ved at lade komponister i decideret publikumskrise række ud mod nogle scener og genrer, som måske havde bedre fat.

Avantgardemusikken kan godt blive en smal affære med årene.

Enkelhedens rene udtryk
De horder af unge mennesker, der plejer at frekventere festivalen, var i hvert fald ikke mødt op til Theatre of Voices. Lidt synd, for der var noget at hente for de fleste.

Enkelhed var nemlig kodeordet i det hele. Uanset om det var en lille idé om at stave sig igennem en lille sætning, som hos John Cage eller Gudmundsen-Holmgreens måde at bygge et helt langt korværk på over en smuk gammel melodi – så var musikken gennemsigtig uden mange effekter, så enhver kunne høre de sindrige konstruktioner bag.

Hans nye værk var en slags ekko af koncertens lidt ældre ’Song’ (som vist er blevet en moderne klassiker allerede) med 16 variationer over en fantasi af Purcell fra 1680, der helt rituelt aftvang musikken nye udtryk.

Som spillemandsmusik, følelsesladet melankoli, boogie-woogie og alt muligt andet. Hvor de 4 sangere ikke bare viste, at de er teknisk og udtryksmæssigt helt suveræne. Men at de også ret uvant kunne håndtere violin og mærkværdigt sydøstasiatisk slagtøj, mens de kunstfærdigt brugte stemmerne.

Og så var der pludselig ikke langt mellem de dybe alvorstyngede panderynker i den store kunst og musikkens selvironiske smil.

HENRIK FRIIS.