Charmerende og opløftende musikalsk formidling når den er bedst!
19.01.14, Ribe Musikforening
Til Nytårskoncert med Ribe Musikforening
Det var søndag eftermiddag. - Vinden peb om vinduerne i Det gamle Rådhus og hundene hylede ude på torvet. – Netop sådan en forblæst januardag, hvor man efter måneders regn og mørke meget let forfalder til ”vemodig længsel”.
Og det kunne ha’ været overskriften for musikforeningens nytårskoncert. – Med et program af de engelske klassikere, - fra den melankolske renæssance-trubadurJohn Dowland til den finurlige Benjamin Britten, der kunne ha’ fejret sin 100 års fødselsdag for et par måneder siden.
”Vemodig længsel”, - nej, - det lyder ikke særlig opmuntrende. - Og vi har det jo ikke anderledes end de gæve gallere, der som bekendt kneblede og bagbandt deres Trubadurix, når han blev for kvalmende højstemt og melankolsk.
Men trods de vemodige sange var det os, der denne eftermiddag blev tryllebundet af sopranen Else Torp i selskab med guitaristen Per Pålsson. Det er sjældent at høre en så ubesværet stemme som Else Torp’s. I modsætning til de fleste sangere behøver Else Torp ikke at give køb på tekstudtalen for at sikre sin smukke klang i højden. En naturlig klarhed, renhed og rigdom på nuancer, som greb os i al sin uskyldighed. Og med Per Pålsson’s præcise, karakterfyldte og smukt fraserede akkompagnement løftedes sangene til en rørende symbiose.
Ikke mindre overbevisende var Per Pålsson i sin fremføring af Benjamin Britten’s mesterstykke ”Noctural” for sologuitar. - Britten’s komposition udvikler sig fra et enkelt grundtema til en uendelighed af musikalske indfald, - fuld af uventede overraskelser, - suverænt spillet og fint fortolket af Per Pålsson.
Og med Else Torp’s og Per Pålsson’s glimrende introduktion til musikken og fortællinger om både komponister og tekster, blev der tilmed bundet en smuk sløjfe om koncerten.
Jo, - sådan kan selv en vemodig vintermørk januardag fyldes med lyst og opmuntring: charmerende og opløftende musikalsk formidling når den er bedst!
Dan Møller