Gudmundsen-Holmgreen with Kronos Quartet
09.12.12, Af Valdemar Lønsted
Pelle Gudmundsen-Holmgreen 80 år. Kronos Quartet. Theatre of Voices. Paul Hillier (dirigent).
Musikkonservatoriets Koncertsal den 4. december 2012.
Ved sin fødselsdagskoncert fejrede komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen sig selv med fem uropførelser. Det lød som forventet: fandenivoldsk, dybsindigt, skægt, nøgternt og meget smukt
Vi kan ikke som tyskerne bryste os med tre store B’er. Men vores modsvar ville være noget, de ikke matcher, heller ingen andre steder formentlig, nemlig det mægtige danske PIP. Ikke forstået som vanvid eller idioti, men som livskraft! Og bag den gemmer sig de tre tonesættere Per, Ib og Pelle. Nørgård, Nørholm og Gudmundsen-Holmgreen. Triumviratet har nu passeret de 80 år, og intet har endnu taget pippet fra dem, de er fortsat i bevægelse.
Jeg tror ikke, at man generer nogen af de tre herrer ved at beskrive Pelle Gudmundsen-Holmgreen som den mest utilpassede, den mindst patetiske eller ligefrem som slængets enfant terrible, sådan som en hollandsk dirigent gjorde det for nogle år siden. Båthornet kunne være eksemplet i hans musik, det så ofte citerede værk fra 1970 for cello og to bilhorn med titlen Plateaux pour deux. Fødselsdagskoncerten i tirsdags viste nu også, hvor uforudsigeligt og dybsindigt et såre musikalsk enfant terrible kan sysle med sine byggeklodser, og det både i faste og flydende former. Stofmængden var ganske koncentreret, for ikke at sige præget af repetitioner, sådan som den jo også fremstår hos de komponister fra den tidlige musikhistorie, som Gudmundsen-Holmgreen hyldede i de opførte værker: John Dowland og Johann Pachelbel.
Bedste af det bedste
Koncerten forløb på et svimlende højt niveau. Enhver komponist måtte vel prise sig lykkelig over at få lov at fejre et rundt år i selskab med det bedste af det bedste, en strygekvartet som Kronos, en vokalkvartet som Theatre of Voices og en dirigerende kapacitet som Paul Hillier. Det begyndte med Song (2010) for de fire sangstemmer, en brudt stilhed som gennem fonetiske fragmenter og lyde efterhånden samler sig til Dowlands ubegribeligt smukke sørgepavane ’Flow my tears, fall from your springs’, men vedvarende erindret som noget tabt.
Den 8. strygekvartet Ground (1986), tilegnet Kronos, svævede som et fraværende og oprindeligt udgangspunkt for aftenens øvrige program. Ground er det engelske udtryk for en basmelodi, der gentager sig i det uendelige. Dette enkle princip og dets mere komplicerede modsætninger har fascineret Gudmundsen-Holmgreen i den grad, at han, lad os sige ud fra byggeklodsteorien, har måttet afprøve mulighederne i en bunke ground-værker for strygekvartet. New Ground inkorporerer Pachelbels uopslidelige Canon i D-dur, men for det meste tjattet til som katten leger med musen, skønheden bliver ikke for påtrængende, ligesom barokkens mere højtsvungne spilleteknikker udsættes for nogle ironiske sideblikke. No Ground støvsuger noderne for barokke principper, barok er den måske mere i afvigende og ualmindelig forstand, som en ekskursion ind i Beethovens gale kvartetunivers.
Disse to ground-kvartetter blev ophøjet til ground-oktetter efter pausen ved at blive parret med vokalkvartettens Green, som blev opført i en ganske fascinerende rituel ramme med percussion i afmålte doser og en zenagtig besindighed. At Pachelbel igen skulle trækkes gennem vridemaskinen, og så længe, blev måske for meget af det gode, men man blev immervæk aftenen igennem mindet om, hvad Kronos-primarius David Harrington engang erklærede: ”Jeg har altid ønsket, at strygekvartetten skulle være vital, energisk, levende og cool, ikke være bange for at sparke røv og være fantastisk smuk, og grim hvis det er sådan, det skal være. Den skal fortælle hele historien, om muligt.”
Valdemar Lønsted
06.12.12, Politiken
5 ud af 6 hjerter
Komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen blev fejret med sin egen nye musik.
Tirsdag aften på Københavns musikkonservatorium var en festaften, og gæsterne var det københavnske samtidsmusikliv. Bevares, der var da folk, man ikke kendte.
Men der var stort set ikke den professor, komponist eller kompositionsstuderende, der ikke var mødt op for at hylde komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, som fyldte 80 for nogle uger siden.
Perfekt match
Arrangementet var på en og samme gang eksklusivt og umiddelbart fedt. Gudmundsen-Holmgreen har altid været på tværs på den gode, givende måde, og opbuddet af nye værker fra hans hånd for fire stemmer og fire strygere var en smuk og gennemtænkt servering.
Den amerikanske Kronos Kvartet har i årtier sat en ære i at spille det, de andre klassiske kvartetter ikke spillede. Fra renæssancemusik til Jimi Hendrix.
De har før samarbejdet med både Pelle Gudmundsen-Holmgreen og det danskbaserede elitevokalensemble Theatre of Voices, og en aften med ny musik anrettet på en skovbund af bløde, helt rent intonerede renæssance- og barokklange var et perfekt match mellem de udførende og komponisten.
'Kanon' fik kærlige puf
Theatre of Voices i kvartetformation lagde ud med Holmgreens ’Song’ for fire stemmer, hvor gentagne ord og stampende, nærmest komiske udbrud langsomt viger pladsen for John Dowlands gamle ’Flow My Tears’. Det var tudesmukt - og så begyndte uropførelserne.
Her var det tyskeren Johann Pachelbels berømte ’Kanon’ i D-dur, der stod i centrum for værket ’New Ground’.
Men selvfølgelig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen, berømt for at skrive for cello versus båthorn, givet Pachelbels gamle basmelodi et par kærlige puf, så temaet sejlede skævt allerede i den indledende præsentation.
Blid og spirende afspændt
Luften gik ud af Pachelbel, der dog magisk fik lov at genopstå, endda først uden knubs og blå mærker, i en elektrisk coda for de fire strygere.
Anderledes gnidret og bestemt ikke D-dur-tonalt stod inden da ’No Ground’, som med sit kvalte lydbillede og sin gnidrede polyfoni var perfekt skabt til Kronos Kvartettens klangverden.
Så sang de fire Theatre of Voices-solister en blid, spirende afspændt vokalkvartet med rødder i den engelske renæssance kaldet ’Green’, og det var en fryd at gå til pause med deres rene naturklange i ørerne.
Smuk afslutning
Men tryllekunsten kom efter pausen, hvor ’Green’s klare verden blev lagt oven i først den gnidrede ’No Ground’ og siden også i ’New Ground’s anderledes tonale univers.
Det fungerede navnlig i det første tilfælde aldeles fremragende. Sangerne havde hver sit eksotiske percussioninstrument at farve de umiskendeligt gudmundsen-holmgreenske finurligheder med, og koncertens anden halvdel blev en smuk, dramaturgisk velplanlagt afslutning på en aften, hvor et amerikansk og et danskbaseret eliteensemble inden for samtidsmusikken satte laurbærkrans på en komponist, der stadig er på tværs. Gudmundsen-Holmgreen synger med sit eget næb, og i en alder af 80 gør han det uimodståeligt.
THOMAS MICHELSEN
thomas.michelsen@pol.dk
English translation:
Tuesday evening at the Academy’s concert hall in Copenhagen was a gala evening, and the guests were the Copenhagen contemporary music scene. Well all right, there were people you didn’t know. But there was hardly a professor, composer or composition student who hadn’t turned up to pay tribute to the composer Pelle Gudmundsen-Holm¬green, who turned 80 a few weeks ago.
The event was at once exclusive and supercool. Gudmundsen-Holmgreen has always been a contrarian in the good, giving sense, and the menu of new works by him for four voices and four strings was a beautiful, well thought-out series of dishes.
For decades the American Kronos Quartet has made a point of playing what the other classical quartets didn’t play: from pure Renaissance music to Jimi Hendrix. They have worked before with both Pelle Gudmundsen-Holmgreen and the Danish-based elite vocal ensemble Theatre of Voices, and an evening of new music served up against an undergrowth of gentle, perfectly pitched Renaissance and Baroque sounds was a perfect match between the performers and the composers.
Theatre of Voices started off in quartet formation with Holmgreen’s Song for four voices, in which repeated words and stamping, and almost comical ejaculations slowly give way to John Dowland’s venerable ‘Flow my Tears’. It was weepingly beau¬tiful – and then the premiere performances began.
Now it was the German Johann Pachelbel’s famous Canon in D major that formed the heart of the work New Ground. But of course Pelle Gudmundsen-Holm¬green, famed for writing for cello pitted against honking squeeze-bulb horn, gave Pachel¬bel’s old bass ground a few friendly nudges, so the theme already came sailing in on a new tack in the introductory presentation. The wind went out of Pachelbel, only to be magically revived, at first even without bumps and bruises, in an electrifying coda for the four strings.
Before this we had No Ground – much knottier and certainly not in D major – which with its strangled soundscape and gnarled polyphony was the perfect match for the sound-world of the Kronos Quartet.
And then the four Theatre of Voices soloists sang a gentle, tension-uncoiling vocal quartet with roots in the English Renaissance, entitled Green, and it was a joy to coast towards the interval with their pure, natural sounds in one’s ears. But the real magic came after the break, when the bright world of Green was superimposed first on the knotted No Ground and later also on the very different tonal universe of New Ground.
Especially in the first of these, the effect was absolutely outstanding. Each of the singers had an exotic percussion instrument with which to colour the unmistakably Gud¬mundsen-Holmgreenesque ingenuities, and the second half of the concert formed a beau¬tiful, well-planned ending to an evening when an American and a Danish-based elite contemporary music ensemble heaped laurels on a composer who is still every bit the contra¬rian. Gudmundsen-Holmgreen sings with his own voice, and at the age of eighty he does so irresistibly.
THOMAS MICHELSEN
thomas.michelsen@pol.dk