Poetisk udgivelse fra Pelle Gudmundsen-Holmgreen
11.03.14, Berlingske Tidende
Mixed Company - Dacapo Records
»Mixed Company« er den hidtil mest poetiske udgivelse af komponisten og smagsdommeren Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik – og den med mest humor.
Har du faret vild i dunkle skove? Kender du Pan? Der findes to slags musikelskere – og de har ikke ret meget til fælles: Første slags fornægter den moderne erfaring. Musik må ikke gøre modstand. Musik er tapet.
Næste slags har det lige modsat. De lytter til al musik med lige stor eventyrlyst. For selv de mest populære toner har jo været avantgarde engang. Selv de venligste værker har krævet masser af mod og kreativitet af komponisten. Pelle Gudmundsen-Holmgreens seneste udgivelse vil finde fans i begge lejre.
Elskere af det ubesværede kan uden videre lukke øjnene og lade sig suge ind i hans stemninger af lykkelige solnedgange og fjerne pigestemmer. Musikken virker bevidst fri for oprør og ydre begivenheder. Og lyttere med moderne erfaring vil elske ham for alt det modsatte. Ingen komponist i vor tid ejer vel større foragt for det letkøbte.
Det moderne liv har fyldt vores hoveder med bjerge af ligegyldige kopier og ubrugelige brokker. Så når Pelle en sjælden gang siger ja til et indfald og skriver det ned, er det 24 karats kvalitet. Kort sagt: De syv stykker på »Mixed Company« er sat sammen stort set uden støj, uden gnidninger, uden modstand eller spændinger – hvorimod ideerne hver for sig kunne udløse revolutioner og tordenvejr.
Stående ovationer
Albummet blev indspillet under komponistens 80 års fødselsdagskoncert på Det Kongelige Bibliotek for to somre siden. Samme stykker høstede stående ovationer ved portrætkoncerten i London sidste uge. Også de udøvende har i store træk været de samme hele tiden: De fire sangere i Theatre of Voices og de 14 musikere i elitegruppen London Sinfonietta.
Udgangspunktet er John Dowlands legendariske »Flow my tears« fra år 1600. Oprindelig en kortfattet vise om ensomheden i et fremmed land. I hænderne på Pelle Gudmundsen-Holmgreen en næsten bundløs kilde til inspiration: Han kan lade de spinkle lyde fra Dowlands lut vokse ud til frodige net af fantastiske harmonier.Eller han kan gøre det modsatte: Opløse ordene fra Dowlands digt til stavelser eller endda til bogstaver - sådan at for eksempel »Flow my tears« bliver til et kaos af fantastiske lyde.
Det er dybt poetisk alt sammen. Men det kan også være meget, meget komisk. Plus ret så rørende og decideret bevægende sine steder.
Preben Iwan har stået for den lydtekniske side af sagen. Det var også ham, der stod for New York Philharmonics nylige indspilning af Carl Nielsens orkestermusik. Resultatet blev af et amerikansk fagblad udnævnt til verdens bedst producerede CD sidste år.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen har aldrig været tættere på et gennembrud af den brede slags. Hans tørre humor, hans tyste poesi, hans spejlinger af melodier i tid og rum hører hjemme i enhver reol.
Søren Schausser